Vores del af ansvaret
I samarbejde med Danfoss Solutions gør Bisca en stor indsats for at nedsætte energiforbruget samt CO2 udledningen. I 2009 er der opnået en reduktion i CO2 udslippet på i alt 1336 tons. Et tal som er til at føle på, og som har givet blod på tanden til at fortsætte optimeringen i håb om at sætte ny rekord hvert år.
Overalt på fabrikkens 35.000 m2 er energiforbruget gennemgået. Det gælder alt fra el og fjernvarme til gas og olie. Både i forbindelse med produktionsanlæggene og de øvrige forhold som lys og ventilation. Der er foretaget mange tiltag, som har nedsat energiforbruget.
Biscas medarbejdere er alle involverede og meget bevidste om at spare. Der er etableret et team på tværs af alle afdelinger, ”Bisca EnSave team”. Teamet udveksler ideer og følger op overalt. På kontorerne slukkes lyset nu i frokostpauserne, computerskærme slukkes efter arbejde, der er opsat el-spareskinner og meget mere.